Søg efter:    

Bliv køreklar igen

 

Bliv køreklar igen ​

 

Det selvstændige chaufførjob har mange glæder. Men mange oplever desværre også svære situationer med kunder eller voldsomme hændelser, der alle sætter større eller mindre spor.

 

Det kan være situationer med vrede passagerer, sure cyklister, overfald, ulykker eller farlige ture i berygtede kvarterer.

 

BAR transport og engros sætter fokus på området i deres vejledning ”Bliv køreklar igen – efter en voldsom oplevelse”. Det er nemlig vigtigt, at chaufførerne får bearbejdet de svære oplevelser og tør sætte sig bag rettet igen.

 

I vejledningen kan du læse flere eksempler fra det virkelige liv:

 

”Jens har læsset varer af og er ved at låse porten til butikkens lagerområde, da en bil med to personer kører hen mod ham. Han går bag om lastbilen, låser den og bevæger sig op mod førerhuset.

 

”Vil du ikke lige lukke os ind, vi skal også ind og aflevere varer, men har glemt nøglen”, siger en af mændene i bilen.”

 

”Jeg må desværre ikke, det har vi strenge ordrer på”, siger Jens venligt og vil åbne døren til førerhuset. Han mærker et slag og spark i ryggen, og han når slet ikke at tænke eller reagere, inden mændene løber tilbage til bilen og kører væk.

 

Han kører til politiet for at anmelde overfaldet og derefter på skadestuen, inden han kører sin tur færdig. Han taler slet ikke med de andre på arbejdet om hændelsen. Og efter få dage er han tilbage på job:

 

”Jeg er begyndt at reagere meget voldsomt på lyde, når jeg går rundt i morgenmørket og læsser varer af. Og jeg bliver stadig forskrækket og spjætter, hvis en ansat er mødt tidligt og siger godmorgen til mig”, fortæller Jens.

 

Forskellige oplevelser og reaktioner

 

Det er meget forskelligt, hvor små eller store spor oplevelserne sætter hos den enkelte, og der er ikke noget rigtigt eller forkert. Alle chauffører er forskellige, og det er situationerne, de oplever også.

 

Alle i en virksomhed bør holde godt øje med reaktionerne efter en voldsom oplevelse, uanset om den har været voldelig eller fysisk eller har bestået af ord og trusler. De fleste vil nemlig reagere, hvis deres grænser er blevet overskredet.

 

Vejledningen beskriver, hvilke reaktioner man kan møde hos sig selv efter en voldsom oplevelse. Den beskriver, hvad man selv kan gøre for at komme godt gennem oplevelsen, og hvad kolleger, leder og familie kan holde øje med og gribe ind overfor.

 

Du får svar på  spørgsmålene:

 

  • Hvad er en voldsom oplevelse/hændelse?
  • Reaktioner efter en voldsom oplevelse/hændelse
  • Hvad kan du selv gøre for at komme videre?
  • Hvad kan kolleger og familie gøre?
  • Hvad kan leder og arbejdsmiljørepræsentant gøre?

 

Du kan downloade branchevejledningen ”Bliv køreklar igen – efter en voldsom oplevelse” her