Søg efter:    

En isvaffel er ligeså farlig som en mobiltelefon

Trafiksikkerhed handler mest om opmærksomhed. Og den mangler uanset om der er is, kaffe eller en mobiltelefon i hånden. Det mener Kurt Mark, der er specialist i skadeforebyggende køreteknik.

 

Af Mette Bau

 

”Danske billister fokuserer alt for meget på, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. Vi er forbudsfikserede, men i virkeligheden burde vi se helt anderledes på trafiksikkerhed. Vi skal ikke kun fokusere på, hvad der lovligt, og hvad der ikke er, men hvad der sikrer fokus på bilkørslen, og hvad der giver uopmærksomhed,” forklarer Kurt Mark.

 

Han er specialist i skadeforebyggende køreteknik og har en baggrund som vicepolitikommissær, specialkonsulent i færdselssikkerhed og køreprøvesagkyndig.

 

”Hovedparten af alle trafikulykker og skader på biler sker, fordi billisten ikke er  mentalt til stede bag rattet. Når fokus er væk et kort øjeblik, kan det gå galt.

 

Som samfund kigger vi meget på reglerne. Hastighed og håndholdt mobiltelefon. Men ellers taler vi aldrig om, hvad folk laver, når de kører bil.

 

Mobiltelefoner er nok det, der har mest fokus, når der bliver talt uopmærksomhed bag rettet, men der er tusind andre ting, der i virkeligheden er endnu værre,” fortæller Kurt Mark, der ikke er ude på at negligere faren ved håndholdte mobiltelefoner.

 

Han ønsker at diskutere hele emnet uopmærksomhed bag rattet, og derved  få billister og virksomheder til at reflektere over deres indgangsvinkel til det.

 

Ingen tror, det sker for dem

 

”Når ulykkerne sker, handler det ofte om uopmærksomhed i et kort øjeblik. Ulykken kan ske, mens folk  sætter en cd på eller rækker ud efter kaffekoppen. Og det behøver ikke engang være, fordi de kigger væk. Uopmærksomhed er også, når folks tanker er et andet sted end på selve bilkørslen,” forklarer Kurt Mark.

 

Ingen regner med, at deres uopmærksomhed kommer til at koste dyrt. Men Kurt Mark har mange eksempler på uopmærksomhed, der har kostet billister eller fodgængere livet. Og årsagen har ikke været ulovlig.

 

”Der var billisten, der spiste en magnumis og hvor chokoladen knækkede ned i skødet på ham. Da han ville fiske det op, blev han skyld i en større ulykke.

 

Der var billisten, der rodede med sin radio og dræbte dem, han kørte ind i, fordi han fjernede fokus fra vejen, og lastbilchaufføren der tabte sin cigaret og dræbte en fodgænger i rabatten, fordi han mistede opmærksomheden på vejen, da han ville redde cigaretten.

 

Hovedparten af ulykker sker, fordi billisten ikke kører bil med 100 % opmærksomhed, ” forklarer Kurt Mark.

 

Analyser af ulykke giver svar

 

Kurt Mark ved, hvad han taler om. I over 20 år har han dybdeanalyseret årsagen til tusindvis af bilulykker. Tidligere i samarbejde med et stort forsikringsselskab og Falck.

 

Svaret var entydigt. Det handlede ikke om, at folk var dårlige til at køre bil. De havde bare været uopmærksomme.

 

”Mange virksomheder sender deres medarbejdere på opfølgende køretekniske kurser med det formål at få færre ulykker.

 

Medarbejderne skal blive bedre til at køre bil. Men undersøgelser viser, at de køretekniske kurser ikke forebygger skader. De fleste kører fint bil, og dem, der er usikre, kører faktisk forsigtigt. Køretekniske kurser er gode – bare ikke til at forebygge ulykker.

 

Jeg synes, virksomheder skal begynde at diskutere begrebet mental køreteknik. For her er der meget at hente,” forklarer Kurt Mark

 

Ledelsen skal gå forrest

 

Han er ikke i tvivl om, hvordan virksomhederne kan sikre færre bilulykker og skader.

 

”Ledelsen skal gå forrest. De skal forstå, hvad der forårsager ulykkerne, og så skal de skabe en kultur, hvor mental køreteknik er højt prioriteret.

 

Selvfølgelig har den enkelte billist et ansvar. Alle bør se sig selv som en brik i det samlede trafikpuslespil. Men i virksomhederne bør det være ledelsen, der klart melder ud, hvordan de forventer, deres medarbejdere kører bil.

 

En leder kan for eksempel melde ud, at der skal være 100 % fokus på bilkørslen. Han kan give medarbejderne viden om mental køreteknik og diskutere problemstillingen. Trafiksikkerhed og opmærksomhed bag rettet skal være et højt prioriteret emne i alle virksomheder, hvor medarbejderne kører bil.

 

Det kræver en målrettet indsats at ændre folks vaner og nedbringe skaderne på en virksomheds vognpark, men det er en god investering, der tjener sig selv hjem mange gange.

 

Det handler ikke om at forbyde at spise is, drikke kaffe eller ryge en cigaret, når man er på farten. Men om at finde løsninger. Det kan være ledelsen melder ud, at de forventer, medarbejderne spiser isen inden de kører videre, og at det kan være ok at komme 10 minutter for sent, hvis de spiser frokosten i vejkanten.

 

Jeg har set lastbilchauffører, der styrer rattet med venstre hånd, mens de ser fjernsyn eller laver alle mulige andre ting. Og den adfærd kan de ikke selv fjerne uden hjælp. Det skal komme oppefra,” fastslår Kurt Mark og tilføjer:

 

”Når jeg bliver justistsminister så fjerner jeg forbuddet mod håndholdte mobiltelefoner og laver et helt nye tiltag, hvor hele emnet uopmærksomhed bliver prioriteret. For det handler ikke kun om mobiltelefoner. Det handler om at øge trafiksikkerheden.


 

Kurt Mark arbejder med 5 kompetencer, der skal være til stede under bilkørsel.

 

De to første områder: Teknisk kompetence og videnkompetence har ingen skadeforebyggende effekt. Men det har tre andre områder: Social kompetence, fantasikompetence og fokuskompetence. Og det er de sidste man træner i mental køreteknik.

 

  1. Teknisk kompetence: du skal kende og kunne styre bilen.
  2. Videnkompetence: du skal kende færdselsreglerne og kunne omsætte dem.
  3. Sociale kompetence: du skal se dig selv som brik i et puslespil i trafikken. Du skal væk fra at tænke på dine og mine rettigheder, forbud og regler og mere tænke ”hvad er min rolle her og nu.
  4. Fantasikompetence: Du skal træne evnen til at forudse ting, inden de sker.
  5. Fokuskompetence: du skal fokusere på at øre bil og kun det. Du skal vide, hvad der kan tage din opmærksomhed, og hvad det betyder.

 

Fakta:

Kurt Mark er tidligere vicepolitikommissær nu specialkonsulent i færdselssikkerhed i Københavns Politi. Kurt Mark har endvidere udviklet begrebet "Mental Køreteknik", der i dag benyttes i mange virksomheder -herunder Københavns Politi- til at reducere skadefrekvensen og skabe dygtigere kørende medarbejdere. I kan læse mere om mental køreteknik på www.kurtmark.dk

 

Kurt Mark underviser mange forskellige virksomheder i mental køretelnik. Foto: Thomas Søndergaard.