Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros
Søg efter:    

 

 

01-11-2018

Hvad betyder maskulinitet for ulykker?

 

Hvad betyder maskulinitet for ulykker?

 

Maskuliniteten har en betydning i forhold til sikkerhedskulturen. Men der er ikke et entydigt svar på, hvordan det skal håndteres. Claus Hansen, lektor fra Ålborg universitet, fortalte om maskulinitet og ulykker på Bau transport og engros´ årskonference i arbejdsmiljø.

 

 

Baggrunden for oplægget var, at Claus Hansen (der er lektor på Ålborg universitet og har lavet forskningen på Center for maskulinitetsforskning (Cemas)) har været med til at lave et forskningsprojekt, hvor de kiggede på maskulinitet i forhold til maskulinitet og køn.

 

I Danmark tænker vi ofte på det maskuline som noget, der tilfalder alle mænd og som noget, der er det modsatte af feminin, men Claus Hansen opfordrede til, at man tænkte maskulinitet mere nuanceret.

 

”Tidligere har vi tænkt, at maskulinitet var det modsatte af at være feminin.  Maskulinitet var lig med det at være selvhævdende, hård og fokuseret på materiel succes. Men vi ved også, at man kan være mere eller mindre maskulin. Maskulinitet er mere noget, der varierer mellem tid og sted og knytter sig til en mand i en bestemt kontekst. Er man i byggebranchen for eksempel forventes der en slags maskulinitet og på universitet en anden.

 

Den samlede gruppe af mænd er mere eller mindre maskuline på forskellige områder og måder. Det handle om roller i bestemte situationer, normer, forventninger mm. Og det er den maskulinitet, der er værd at interessere sig for, når vi taler om forebyggelse af ulykker.”

 

Spiller maskulinitet ind på de ulykker, der sker i virksomheden?

 

Maskuliniteten har en betydning i forhold til sikkerhedskulturen. Det ved vi. Men der er ikke et entydigt svar på, hvordan det skal håndteres. Vi havde en hypotese om, at der er forskellige måder at være maskulin på, og at de forskellige måder kan være med til at påvirke arbejdsmiljøulykker på forskellig vis,” forklarede Claus Hansen.

 

Er maskulinitet et andet ord for risikotagning?

 

”Den gængse opfattelse er, at man er villig til at tage flere risici, hvis man er maskulin. Men sådan ser det ikke kun ud. Det er mere nuanceret end som så. Maskulinitet er mere nuanceret i forhold til kontekst,” forklarede Claus Hansen.

 

På Center for Maskulinitetsforskning blev der lavet et kvalitativt studie, hvor man observerede ambulancereddere. Samtidig blev ambulanceredderne bedt om at udfylde et spørgeskema om, hvordan de mente mænd burde være i forskellige situationer. Data blev derefter analyseret.

 

Resultater af maskulinitetsforskningen

 

Det viste sig, at de mænd der havde det mest traditionelle syn på maskulinitet også var dem, der havde den mest risikable sikkerhedsadfærd.

 

”Maskulinitetsidealer i det her studie handlede om, hvor meget man var enig i de gængse traditionelle holdninger om, hvordan man er som mand, og hvad en mand skal kunne. Og det kunne ses afspejlet i resultaterne. For eksempel havde ambulanceredderne flere aleneløft, jo højere maskulinitetsidealer de havde. Dem der scorede lavest på maskulinitetsidealer havde også færre skader på køretøjer,” forklarede Claus Hansen og pointerede, at det i studiet viste sig at være situationsafhængigt om maskuliniteten spillede ind på risikoadfærden.

 

Nedenstående er eksempler på sammenhængene mellem maskulinitet og arbejdsulykker i forhold til bestemte arbejdssituationer:

 

  • Tage risici generelt: Uacceptabelt.
  • Vise styrke: Løfte en patient alene selvom man burde være to – Acceptabelt.
  • Arbejde hurtigt: Var forbundet med at være maskulin.

 

”Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor virksomhedens maskulinitetskultur eventuelt kan spænde ben for sikkerheden,” pointerede Claus Hansen.

 

”Men det er også vigtigt for mænd at føle sig maskuline, så hvis man fjerner de maskuline elementer i arbejdet, fordi det øger sikkerheden, skal man være opmærksom på at tilbyde maskulinitet på en anden måde. Maskulinitet og sikkerhed skal ikke være totale modsætninger i en virksomhed,” forklarede Claus Hansen.

 

Han opfordrede generelt til, at alle virksomheder tog bevidst stilling til emnet.

 

”Tænk over hvordan det påvirker jeres sikkerhedskultur. Der skal sættes ord på, så det ikke bare er noget, der er skjult. Hvis I ikke taler højt om det, risikerer I at overse noget vigtigt.”

 

Disse spørgsmål blev ambulanceredderne stillet. Det var baggrunden for at vurdere deres holdninger til den traditionelle opfattelse af maskulinitet:

 

  • Den danske statsminister bør altid være en mand?
  • Alle grupper bør have en mandlig leder?
  • En mand bør altid være familiens hovedforsørger?
  • Mænd bør tager den endelige beslutning i pengesager?
  • En mand bør kunne udføre sit job, selvom han er syg?
  • En mand bør ikke låne penge af sin familie eller venner?
  • Der skal være lidt handy-mand i alle mænd?
  • En mand bør reagere kraftigt hvis nogen lægger an på den kvinde han følges med?
  • Drenge skal opmuntres til at demonstrere fysisk overlegenhed?
  • Det er vigtigt for en mand at tage chancer, selvom han kan komme til skade?
  • Hvis ting går en mand imod, bør han mande sig op og blive hård?
  • Det er lidt pinligt hvis en mand græder på grund af en trist kærlighedshistorie

 

 

Sådan kan I bruge den viden fra artiklen i jeres virksomhed:

  • Hvordan er maskulinitetsholdningerne hos jer?
  • Skal man løfte alene for at være rigtig mand?
  • Påvirker vores holdninger vores sikkerhedskultur i nogle situationer? Gennemgå forskellige ting, da der kan være forskel på situationerne.

 

 

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros | Fællessekretariatet | H. C. Andersens Boulevard 18 / 1787 København V | Tlf 3377 3377 | E-mail evhj@di.dk