Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros
Søg efter:    

 

 

01-12-2015

Hvad er risikovurdering?

 

 

Hvad er risikovurdering?

 

Fald og snublen, tunge løft, risiko for vold eller risikoen for påkørsel af en truck. Uanset hvilken virksomhed du er I, er der risici forbundet med dit arbejde. Men hvordan håndterer I risici, så I ikke kommer til skade?

 

Det giver den nye branchevejledning fra BAR transport og engros  ”Risikovurdering” en masse bud på.

 

Der sker desværre fortsat mange ulykker i transport og engrosbranchen, og derfor er det vigtigt at stoppe op og vurdere de risici, der er i de enkelte virksomheder.

 

Vigtige spørgsmål

 

Nogle af de vigtige spørgsmål, alle virksomheder bør stille sig selv, er:

 

Hvad kan gå galt? Hvad gør vi for, at det ikke går galt? Og hvad gør vi, hvis det alligevel går galt?

 

Når I skal risikovurdere arbejdsopgaverne, er der to ting, I skal tage særligt stilling til:

 

  1. Hvad er konsekvensen, hvis noget går galt? Er det en blå negl eller en mere alvorlig skade?
  2. Hvad er sandsynligheden for at noget går galt? Er det meget eller lidt sandsynligt?

 

Hvilken type er du?

 

I vejledningen får I en gennemgang af de fire risikofyre, der ofte ses i arbejdslivet og som har betydning for den måde risici bliver set på og håndteret. For der er ikke nogen facitliste, når I laver risikovurderinger – det afhænger blandt andet af de øjne, der ser.

 

Med vejledningen i hånden kan I tjekke hvilke risikofyre, I har på arbejdspladsen. Og med den viden i baghovedet kan I blive mere opmærksomme på, hvordan I ser på risici og håndterer dem.

 

De fire typer er; den ligeglade, den reaktive, den beregnende, den korrekte.

 

Konkrete eksempler

 

Vejledningen sætter også fokus på, hvornår du skal risikovurdere, og den giver helt konkrete eksempler på risikovurderinger for både chaufføren, teamet der skal tømme en container, lugemanden på et skib og buschaufføren.

 

Du kan downloade branchevejledningen ”Risikovurdering” her.

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros | Fællessekretariatet | H. C. Andersens Boulevard 18 / 1787 København V | Tlf 3377 3377 | E-mail evhj@di.dk