Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros
Søg efter:    

 

 

31-03-2016

Få en toptunet motor

 

– og et flot karosseri

 

Sund mad gør en forskel for chauffører - både hvad angår helbred og reaktionsevne.

 

Der er alt mulig grund til at have fokus på maden, når du kører på vejene. Den sunde mad giver dig både fysiske men også psykiske fordele som chauffør.

 

Undersøgelser viser nemlig, at sund mad kan medvirke til bedre reaktionsevne, lavere blodtryk og bedre kolesteroltal.

 

FAKTA

Et forsøg i lastbilsimulator viser, at chauffører med usunde kostvaner er mere trætte og ukoncentrerede samt reagerer langsommere end chauffører med sunde vaner. De usunde skal i gennemsnit bruge 30 meter længere standselængde ved nedbremsning fra 70 km/t.

 

I  ’Vejviseren til et sundere liv bag rattet’ kan du få inspiration til, hvordan du holder din krop toptunet til de mange udfordringer, der ligger i chaufførjobbet. Forhåbentlig giver læsningen dig lyst til at passe og pleje din egen motor og dit personlige karrosseri fremover.

 

I vejviseren får du masser af tips og tricks til det sunde liv bag rattet. Derudover finder du konkrete opskrifter på lækker, sund og nem mad, som du kan tage med bag rattet.

 

Opskrifterne har tilmed fået navne, der relaterer sig til chaufførlivet på farten - og billederne giver dig lyst til at prøve opskrifterne.

 

FAKTA

Kosten er kroppens diesel, og det er vigtigt, at du tanker regelmæssigt. Du bør spise tre store og tre små måltider om dagen med cirka 2,5 time mellem hvert måltid. På den måde holder du dit blodsukker stabilt.

 

3 gode grunde til, at bør du tage din kost alvorligt som chauffør:

 

1. Kosten har stor betydning for, hvordan du har det fysisk og psykisk. Når du spiser rigtigt – og drikker postevand i stedet for sodavand og kakaomælk – kan dit kolesteroltal for eksempel blive bedre.

 

2. Usund kost er først og fremmest søde og fede sager, der gør dit blodsukker ustabilt og forværrer det dårlige kolesteroltal. Al erfaring viser, at kroppen fungerer langt bedre, hvis blodsukkerniveau og kolesteroltal er stabilt – og det kan du typisk opnå ved at spise og drikke sundt.

 

3. For at holde dig på toppen og køre sikkert, er det vigtigt, at du tænker på dig selv og spiser god, sund mad, drikker masser af vand samt får regelmæssig søvn og motion.

 

Læs mere og bliv inspireret:

 

Du kan finde hele kogebogen her - del den med din kollega eller print en ud og læg den i handskerummet.

 

 

 

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og engros | Fællessekretariatet | H. C. Andersens Boulevard 18 / 1787 København V | Tlf 3377 3377 | E-mail evhj@di.dk