Søg efter:    

Ny lov om elektroniske cigaretter

 

Ny lov om elektroniske cigaretter træder i kraft den 7. juni 2016. Arbejdsgiveren har ansvaret for at udarbejde en skriftlig politik for anvendelse af elektroniske cigaretter. Der må ikke dampes i kollektive transportmidler, i taxi’er samt hvor børn og unge under 18 år opholder sig.

 

De arbejdsmiljørelevante dele af loven gælder for anvendelsen af de elektroniske cigaretter både med og uden nicotin i genopfyldningsbeholderen.

 

Arbejdsgiverens ansvar

 

Arbejdsgiveren har ansvaret for at udarbejde en skriftlig politik for anvendelsen af elektroniske cigaretter på virksomheden. Som med andre personalepolitikker vil det være en god ide at diskutere politikken i samarbejdsudvalget.

 

Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at politikken for anvendelse af elektroniske cigaretter overholdes på virksomheden.

 

Politik for anvendelsen af elektroniske cigaretter

 

Politikken skal indeholde oplysninger om, om man må anvende de elektroniske cigaretter på virksomheden og i givet fald, hvor de må anvendes. Den skal endvidere være tilgængelig for brugere, medarbejdere og besøgende.

 

Dette gælder også for uddannelsessteder, der ikke er omfattet af et forbud imod anvendelsen (med unge over 18 år) samt på steder, hvor offentligheden har adgang.

 

Virksomhederne kan for eksempel indarbejde anvendelsen af elektroniske cigaretter i den eksisterende rygepolitik.

 

Her må man ikke anvende elektroniske cigaretter

 

Elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nicotin må ikke anvendes i kollektive transportmidler, i taxier samt på steder hvor børn og unge under 18 år opholder sig.

 

Kontrol

 

Arbejdstilsynet vil som myndighed føre tilsyn med, at reglerne overholdes på lige fod med lov om røgfri miljøer.