Søg efter:    

Arbejdsmiljø og helbred er i fokus indtil 2020

Transport og lagerbranchen er flere steder i fokus i rapporten

 

 

Fra 2012 og frem til 2020 vil forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø hvert andet år stille de samme spørgsmål til beskæftigede personer i Danmark.

 

Det sker med spørgeskemaet 'Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark'. Resultaterne skal bruges til at forbedre arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser.

 

Undersøgelsen ’Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016’ er den tredje måling i den række af målinger af arbejdsmiljø og helbred i Danmark. 

 

Resultaterne for 2016 er baseret på en stikprøve på mindst 50.000 beskæftigede i Danmark på mellem 18 og 64 år. Disse personer fik tilsendt en invitation til at deltage i spørgeskemaundersøgelsen ’Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016’. 

 

Spørgeskemaet indeholdt 164 spørgsmål om psykisk og fysisk arbejdsmiljø og helbred. Hvert år har over 50 % valgt at deltage i undersøgelsen. Det vil sige, at næsten 100.000 personer nu har deltaget i undersøgelserne. NFA har analyseret svarene fra deltagerne i 2016 og sammenlignet med svarene fra de personer, der deltog i 2012 og i 2014. 

 

Resultaterne viser, hvordan de beskæftigede selv vurderer deres fysiske og psykiske arbejdsmiljø og helbred. For hvert emne er fremhævet de 5 jobgrupper, der ligger bedst og de 5 jobgrupper, der ligger dårligst.

 

 

 

Hvad viser resultaterne om brancher, der er relevante for BAR transport og engros?

 

 

Et udpluk af resultaterne viser:

 

  • At der er en stigning i transportbranchen af andelen, der oplever psykiske belastninger i arbejdsmiljøet

 

Brancherne ’døgninstitutioner og hjemmepleje’, ’restauranter og barer’, ’hotel og camping’, ’undervisning’ samt ’transport af passagerer’, har den største andel af lønmodtagere, som falder inden for belastningsindekset for psykisk arbejdsmiljø i 2016.

 

 

  • Lager- og transportarbejdere er blandt de 5 brancher der er blevet kategoriseret med mindst arbejdsglæde og selvtillid

 

Det er især gymnasielærere, bibliotekarer og beskæftigede med kultur, der oplever en høj grad af selvtillid og arbejdsglæde, mens bude og kurerer samt nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere oplever den mindste grad af selvtillid og arbejdsglæde.

 

  • Bus- og taxachauffører, lokoførere m.fl., brandmænd, reddere og sikkerhedsvagter er blandt de 5 brancher, der oplever at have mindst indflydelse på hvordan opgaver løses på arbejdet.

 

Det er især naturvidenskabelige akademikere og ledere, der har stor indflydelse på, hvordan deres arbejdsopgaver løses, mens bus- og taxachauffører, lokoførere m.fl. samt brandmænd, reddere og sikkerhedsvagter har mindst indflydelse.

 

  • Bus- og taxachauffører, lokoførere, brandmænd, reddere og sikkerhedsvagter er blandt de 5 brancher, der oplever at have lavest gennemsnitlige ledelseskvalitet.

 

Det er især farmaceuter, tandlæger og dyrlæger samt ledere, som oplever høj ledelseskvalitet, mens bus- og taxachauffører, lokoførere m.fl. samt politi og fængselsbetjente er blandt de jobgrupper, som oplever lavest ledelseskvalitet.

 

  • Bus- og taxachauffører, lokoførere m.fl. er blandt de 5 brancher der oplever at have de mest klare arbejdsopgaver.

 

Det er især passagerservicemedarbejdere, bus og taxachauffører samt dagplejere, der oplever at have klare arbejdsopgaver, mens militærpersonale og elektrikere er blandt de jobgrupper, som har mindst klare arbejdsopgaver.

 

  • Lager- og transportarbejdere er blandt de 5 brancher, der oplever mindst grad af kollegial anerkendelse.

 

Det er især passagerservicemedarbejdere samt jord- og betonarbejdere, der oplever en høj grad af kollegial anerkendelse, mens slagtere, Lager- og transportarbejdere, bagere og fiskehandlere oplever den mindste grad af kollegial anerkendelse.

 

  • Lastbilchauffører, brandmænd, reddere og sikkerhedsvagter, bus- og taxachauffører, lokoførere m.fl. er blandt de 5 brancher, der oplever mindst stress indenfor de sidste 2 uger.

 

Det er især læger og passagerservicemedarbejdere, der har følt sig stressede, mens jord- og betonarbejdere samt lastbilchauffører har følt sig mindst stressede.

 

 

Du kan læse alle resultaterne via dette link

 

 

Du kan læse om hele undersøgelsen og finde alle resultaterne via dette link