Søg efter:    

Omskoling af nedslidte

Ny kampagne fra Beskæftigelsesministeriet skal hjælpe virksomheder med at få dækket omkostninger til at omskole nedslidte medarbejdere. Det skriver Videncenter for arbejdsmiljø.

Virksomheder kan få dækket udgifter til at omskole nedslidte medarbejdere til mindre belastende job. Tilbuddet er målrettet til 20 nedslidningstruede brancher.

For eksempel kan en portør i lufthavnen, som i mange år har arbejdet med at håndtere baggage, via sporskifteordningen tage kørekort til bus og komme til at køre passagerer ud til flyene

Det skal ikke gøre ondt at gå på arbejde. Det er der fokus på med kampagnen Skift Spor, som Beskæftigelsesministeriet har lanceret. Et kontant budskab er, at virksomheder kan få op til 120.000 kroner i støtte til, at en medarbejder, der er i risiko for at blive nedslidt på grund af psykisk eller fysisk belastet arbejde, kan skifte job eller branche.

– Der er ingen nemme løsninger på at komme nedslidning til livs. Men vi kan komme langt, hvis danske arbejdspladser bliver bedre til at passe på sine ansatte og forebygge, at de bliver slidt ned af deres arbejde, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Bag om sporskifteordningen

Ordningen er en del af trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om voksen- og efteruddannelse. Her er aftalt en række initiativer, der skal styrke danskernes muligheder for omstilling på arbejdsmarkedet. Bl.a. er der sat 400 millioner kroner af til en omstillingsfond, hvoraf 100 millioner kroner er øremærket til sporskifteordningen, der løber fra 2018-2021.

Pengene går til at dække diverse kursusudgifter og lønnen til medarbejderen under uddannelsen, der må vare op til 40 dage.

Omdrejningspunktet for kampagnen Skift Spor er kampagnesitet Skiftspor.nu, hvor man kan finde gode råd og viden om sporskifteordningen.

Læs mere her