Søg efter:    

Arbejdsmiljø

Ældre arbejdstagere med hårdt fysisk arbejde har større risiko for at blive sygemeldt, end deres yngre kollegaer. Arbejdspladser, der gerne vil holde på de ældre medarbejdere, kan derfor med fordel tilpasse de fysiske krav til, hvad medarbejderne kan klare. Det skriver Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

 

Når en arbejdstager på 60 år eksempelvis skal løfte, skubbe og trække byrder, ligge på knæ, arbejde med gentage armbevægelser eller løftede arme, så tager det hårdere på kroppen end, hvis kollegaen på 20 år skal gøre det samme. 

Den 60-årige har derfor større risiko for at ende med en langtidssygemelding. Det viser en undersøgelse, hvor forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har fulgt 69.117 medarbejdere og undersøgt alderens betydning for, hvor stærk sammenhængen er mellem summen af fysiske krav i arbejdet og langtidssygefravær.

Det er vigtig viden særligt for arbejdspladser med fysisk hårdt arbejde

Folk mister muskelstyrke med alderen, så nogle arbejdstagere med fysisk hårdt arbejde kan blive presset på deres fysiske formåen, hvis kravene i arbejdet ikke tilpasses. For arbejdspladser med fysisk hårdt arbejde kan det derfor være relevant at overveje, om man kan organisere arbejdet på en måde, så ældre medarbejdere har færre fysisk belastende opgaver.

 

Det kan eksempelvis handle om at bruge gode tekniske hjælpemidler, tilpasning af konkrete ansvarsområder, bedre mulighed for hvile og restitution – og bedre teamsamarbejde. Arbejdspladserne kan også tænke i at tilbyde medarbejderne mulighed for styrketræning, så de får mere fysisk overskud til at klare arbejdet.

 

Du kan læse mere om undersøgelsen her