Søg efter:    

DM for transportlærlinge – en kvalitetsmarkør for transportbranchen

Lørdag den 21. maj er en stor dag for ca. 60 unge lærlinge, der uddanner sig til enten godschauffører eller lageroperatører. Det er dagen for dette års DM for transportlærlinge.

 

 

DM for transportlærlinge er et årligt tilbagevendende mesterskab, hvor de dygtigste chauffør- og lagerlærlinge fra ca. 10 af landets transportskoler dyster om at blive de dygtigste inden for en række forskellige discipliner, fx manøvrering af langgods med gaffeltruck, præcisionskørsel med trækker og stuvning af paller i container.

 

Transporterhvervets Uddannelser (TUR) står bag DM for transportlærlinge og har arrangeret mesterskabet hvert år siden 1999.

 

Ud over at være en landsdækkende konkurrence for udvalgte transportlærlinge, er formålet med DM bl.a. at sætte fokus på de transportfaglige erhvervsuddannelsers mange muligheder, store mangfoldighed og deres betydning for samfundet.

 

Uden en stærk transportbranche går samfundet i stå. Derfor hylder vi til DM for transportlærlinge de unge, som vælger at tage en uddannelse inden for transport. Vi hylder, at de er med til at holde branchen up to date med kompetencer, således at Danmark fortsat holder en solid konkurrenceevne, og at branchen kan bidrage til øget vækst”, fortæller Hans Christiansen, der er sekretariatschef i TUR.

 

En kvalitetsmarkør for transportbranchen

 

Mesterskabet, der afholdes i Hvidovre, demonstrerer også de høje faglige kompetencekrav, de unge lærlinge stilles over for i deres uddannelsesforløb, og viser dermed, at snilde, omtanke og præcision er noget man får ved at gennemføre en transportuddannelse.

 

 ”DM er en kvalitetsmarkør for transportuddannelserne, da vi fremhæver de dedikerede og dygtige lærlinge, og giver dem mulighed for at konkurrere med hinanden og samtidig være stolte af deres skoler og virksomheder”, fortæller Anders Wendelboe, der er uddannelsesleder på TEC, som er den skole, der er vært for DM i år.

 

Anders Wendelboe samt en række faglærere på TEC står for at udforme de praktiske rammer på DM i år i samarbejde med TUR. Blandt andet skal der optegnes baner, som de forskellige discipliner skal udføres på, og der er sikkerhedsforhold og regler, der skal matche ”den virkelige verden” bedst muligt.

 

Fællesskab og faglig stolthed

 

Niveauet for de discipliner, de deltagende lærlinge skal igennem, er højt, og mange af lærlingene bruger ekstra tid på at træne deres færdigheder på skolerne i en række weekender i tiden op til DM.

 

I hverdagen har lærlingene travlt enten på deres transportskole eller i deres praktikvirksomhed, alt efter hvor langt de er i deres uddannelsesforløb.

 

Ud over at konkurrere om færdigheder indbyrdes, og vise mulighederne i en transportuddannelse for publikummerne, handler DM også om faglig stolthed og fællesskab – og ikke mindst om at have det sjovt.

 

”Det største ved DM bliver nok turen i sig selv. At opleve atmosfæren og møde de øvrige lærlinge og se, hvordan de går til opgaverne på, ” fortæller Kasper Berendtsen Holmgaard, der er lagerlærling og stiller op for Aarhus Tech.

 

En transportuddannelse er meget mere end et kørekort

 

En af TURs missioner er at højne transportuddannelsernes ry ved bl.a. at fortælle om den brede vifte af muligheder, det giver at tage en af de ni transportuddannelser med mulighed for i alt 42 forskellige specialer og trin.

 

Hvad enten man vælger at blive fx godschauffør, kranfører eller lageroperatør er man nærmest sikret job resten af sit liv. For der er arbejde til alle inden for branchen – om få år vil der fx mangle 2.500 godschauffører i Danmark.

 

Og der er tilmed mange muligheder for at videreuddanne sig, så en transportuddannelse er et rigtig godt kort at have på hånden.

 

En anden mission er at vise, at det ikke er nok blot at have et kørekort, hvis man fx vil være godschauffør. Det kræver en lang række færdigheder, certifikater og kurser i bl.a. farligt gods, førstehjælp og kundeservice. Sådan har det dog ikke altid været, og derfor har mange nyudlærte godschauffører og andre transportuddannede en højere uddannelse end deres mester.

 

Du kan læse mere om 13 af de forskellige uddannelsesretninger inden for transport og følge syv transportlærlinges varierende hverdag på www.transportuddannelser.dk.

 

 

 

 

 

Kom og oplev DM

DM for transportlærlinge er en åben begivenhed, og Anders Wendelboe håber, at mange unge, der står over for at skulle vælge uddannelse, lægger vejen forbi TEC den 21. maj og oplever den mangfoldighed, transportbranchen byder på.

 

Forældre er også meget velkomne, ja faktisk er alle velkomne til at dukke op og opleve de 60 lærlinge dyste om pokalerne lørdag den 21. maj fra kl. 10.

 

Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. I løbet af dagen er der også mulighed for at prøve to lastbilsimulatorer og en bussimulator. For at få lov til at prøve den ene lastbilsimulator skal man dog have kørekort til lastbil.

 

 

 

 

Om DM for transportlærlinge

 

Hvert andet år bliver DM afholdt i forbindelse med transportmessen i Herning, og hvert andet år på en skole, som både stiller plads og mandskab til rådighed. I år er TEC Hvidovre vært for arrangementet.

 

Konkurrencerne er opdelt i et mesterskab for chaufførlærlinge og et mesterskab for lagerlærlinge. Hver kategori består har fem øvelser, som tager udgangspunkt i de kvalifikationer, lærlingene bliver undervist i på skolerne.

 

DM bliver afholdt af Transporterhvervets Uddannelser (TUR) med støtte fra landets transportskoler og en række engagerede sponsorer, som repræsenterer branchen i form af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, uddannelsesfonde og virksomheder.

 

Alle er velkomne til at se mesterskabet lørdag den 21. maj kl. 10-16. Der er gratis adgang, og der er ingen tilmelding. Adressen er TEC Hvidovre, Stamholmen

 

Du kan læse mere om DM for transportlærlinge her